Hold en “uhyggelig” halloweenfest for dine venner

| Mere

Halloween, som vi kender den i dag med udklædninger, græskar og trick-or-treat, er den moderne amerikanske udgave af traditionen. Men egentlig stammer traditionen fra Irland, og kan spores helt tilbage til 1800-tallet. Dengang fejrede man aftenen med at lave lygter af kålroer, som skulle repræsentere de dødes sjæle. Aftenen fik navnet All Hallows Eve, som senere blev til Halloween. Halloween er d. 31. oktober, og den ”uhyggelige” tradition er blevet mere og mere populær i Danmark.

Har du lyst til at holde en uhyggelig halloweenfest, så giver Matt og Maggie gode ideer her på siden, som kan hjælpe dig og dine forældre.

Fakta om halloween:

Fejres d. 31. oktober.

Fejres ofte som en temafest, hvor det gælder om at lave ”uhyggelige” ting.

Man klæder sig tit uhyggeligt ud.

Den amerikanske tradition indebærer, at børnene går fra dør til dør og ”skræmmer” hinanden – det kaldes Trick or Treat. Her får børnene typisk noget slik af de voksne.

Flotte tallerkener

Lav en kageglasur og mal med en tynd pensel en flot kant på tallerkenerne. Lad det tørre, inden du bruger tallerkenerne.

Invitationer

Lav dine egne skræmmende invitationer i karton. Klip et spøgelse eller et græskar, tegn øjne m.m. på det. På bagsiden skriver du invitationen: ”Kære (navn). Vil du komme til uhyggelig halloweenfest hos mig (dato og tid)? Du skal medbringe skræmmende udklædningstøj og en uhyggelig latter”. Du kan også printe den flotte invitation, som ligger på krummeklubben.dk

Hent invitationer:

Halloween invitation – Med forskreven tekst | Halloween invitation – Uden tekst

Pynt til ophæng

Klip flagermus ud i sort karton og hæng dem i en snor. Hent en skabelon her: Hent en skabelon her – forstør den evt. på en kopimaskine. Du kan også lave andre figurer som fx spøgelser klippet i hvidt karton eller græskarhoveder klippet i orange karton.

Saftevand/sodavand

Tag nogle tomme vandflasker med skruelåg, vask dem godt, læg dem i blød og fjern etiketterne. Lav dine egne etiketter, som du klæber på de rengjorte flasker. Hæld saftevand – eller sodavand – i forskellige farver i flaskerne. Forslag til etiketter: Rød saftevand = hekseblod, grøn saftevand = tudsebræk, cola = edderkoppegift, appelsinsaft = vampyrdrik.

Spøgelsesbordkort

Klip et spøgelse ud af hvidt karton. Husk at klippe huller, hvor der er øjne, eller mal øjnene på. Skriv navnet på maven af spøgelset, så har du nogle flotte bordkort.

Spand til Trick or Treat.

Find/køb en billig plasticspand (evt. sådan en, man bruger i sandkassen). Mal et skræmmende ansigt eller andet på spanden, så er du klar til Trick or Treat (orange spand = mal et græskarhoved, hvid spand = mal et spøgelse, sort spand = mal et skelet, andre farver = mal et spindelvæv eller edderkopper).

Edderkoppeboller

Server boller, som er dekoreret som edderkopper med glasur.

Uhyggelige muffins

Bag nogle chokolademuffins, dæk dem med hvidt glasur som et spøgelse. Mal evt. øjne med chokoladeglasur.